Nytårsfortsæt uden at veje mig!

Sikkert som mange andre startede jeg året med et nytårsfortsæt. Ikke et som handlede om at jeg skulle tabe mig, skulle udholde en juicekur eller andet. Men et fortsæt som forholdte sig til hvad mit reelle problem var.
Mit problem var slik & kager og ikke mindst at jeg spiste for meget af dem. Som gjorde at jeg ikke fik nok af det jeg havde brug for, fik udslæt og ondt i maven.

Jeg lavede derfor et fortsæt med 4 guidelines, som jeg meget ærligt giver dig en status på i denne post herunder. Så kan du lade dig inspirere, hvis du har lyst. 
Og så til spørgsmålet som sikkert ligger lige på tungen for de fleste; Virker det? Har du tabt dig? Har du det bedre?

Nytårsfortsæt uden at veje mig

Sidste år startede jeg på en rejse med at slutte fred med min krop. Jeg ville ikke længere tale grimt til den, tænke dårlige tanker og føle mig ked af min egen krop.

Derfor giver det for mig heller ikke mening at skulle veje mig under dette forsøg på at ændre vaner.
For det skal ikke handle om vægt. Selvom det har kriblet og krablet for at stille mig op på den og få den umiddelbare 'yes' eller 'fuck' følelse. Men en følelse som er baseret på et tal og ikke hvordan jeg har det. 
Jeg har villet give mig selv muligheden for at mærke efter hvordan jeg havde det. I min krop. Med min krop. Så succesen blev en følelse og selvopfattelse baseret på en kontakt til mig selv og ikke til hvad jeg vejer, hvor meget der er røget af, eller på. 

Så jeg har kigget og mærket i stedet. Og har faktisk valgt at smide min vægt ud. Til trods for at jeg er en købmand, der altid sælger mine ting, så vil jeg ikke sælge min vægt. For det vil jeg ikke ligge over på andre kvinder.

Det jeg kan mærke, er en gladere mave, jeg har ikke haft ondt i maven, jeg har haft mere energi og jeg har sovet bedre. Det er ikke alle dage, der er lige nemme eller hvor jeg kommer helt i hus, men jeg forsøger.
Du får en kort status og inspiration til hvordan jeg forsøger at komme i mål.

Kirk & grøntsagerne

Det går faktisk ok. Jeg forsøger at spise grønt til alle måltiderne, for så synes jeg det er nemmere at komme i mål. Jeg har haft nogle sene aftener, med anmeldelser, så jeg har fundet nogle fine grøntsagsblandinger på frost, som bare skal varmes på panden og så gør det aftensmaden meget nemmere, så jeg stadig får grønt. Og så synes jeg heldigvis at agurk, ærter, tomater, majs og kål er en fest, så det gør det selvfølgelig nemmere :) 

Kirk & vandet

Jeg er heldigvis tørstig fra naturens side og elsker vand, så jeg kæmper ikke som sådan med det. Når jeg arbejder hjemme, har jeg en stor flaske med vand stående og så er det meget målbart om jeg får nok. Og så kigger jeg på mit tis (sorry!) og holder øje med hvad farve det er. Jeg tæller ikke kaffe og the med, men kun vand. Nogle dage går det bedre end andre, weekenderne er faktisk de sværeste, så der skal jeg have lidt mere fokus.
Til gengæld tog det måske en anelse overhånd i starten, måske fordi jeg har tænkt at jeg gerne ville drikke 2L vand udover det jeg drikker til træning. Det betød så, at jeg ikke kunne cykle fra det ene sted til det næste uden at måtte fordi en cafe og låne toilettet. Det er lige til den friske side, så har skruet lidt ned.
 

Kirk & de søde sager

Jeg har ikke spist slik. Jeg har spist mørk chokolade, drukket varm kakao og spist popcorn. Det vil nogen måske kalde slik, men for mig er det Snickers, Rittersport og kanelbrød fra bageren jeg havde brug for at luge ud i.
Jeg valgte at spise slik, da jeg skulle i biffen i fredags. Det var et aktivt valg og jeg kunne mærke at jeg havde lyst, at det ikke kun var en crawing. Resultatet var slående. Midt under filmen får jeg knaldende hovedpine. Jeg ved selvfølgelig ikke om det rent faktisk var fordi jeg spiste slik, men noget kunne tyde på det. Det gav i hvert fald en refleksion, at det virkelig ikke er supergodt at spise for kroppen. Uanset at min søde tand elsker det :)

Kirk & søvnen

Det er ubetinget det her det går dårligst med. Jeg er en natteravn og jeg elsker at arbejde om aftenen og hygge med vin og gode mennesker. Så det går 'rættig' dårligt. Der er kontant afklapsning når jeg ikke kommer i seng, så jeg vil atter forsøge at tune ind på at komme i seng imellem 22-23 og læse. For det giver en god ro, det giver overskud til dagen efter og jeg har mere energi. Så det er ikke fordi det ikke virker, men inden jeg har set mig om er den midnat og så bider det hele sig selv lidt i halen.

Så, sådan går det her. Hvordan går det hos dig?

Og bare en tanke jeg gerne vil give med... er det vigtigt for dig at veje dig i et sådant forløb? Hvis ja, så spørg dig selv hvorfor. Jeg skal ikke diktere om du skal eller ikke skal, men jeg kunne godt tænke mig at udfordre dig på din vane om at veje dig. Prøv at lade være og kig efter andre signaler og mærk i stedet hvordan du har det.

Jeg sender dig masser af dejlig karma og kærlighed fra et snedækket Nordvest i København og håber du får en helt skøn rockstar uge og weekend!

Kærlig hilsen

Kirk Rønler

Jeg har et problem!

Og det bliver ikke en juicekur, detox eller andet obskurt der skal løse det!

Jeg indrømmer gerne at jeg ligesom mange andre kvinder, de sidste mange år har sat mig det præcist samme nytårsfortsæt med et omdrejningspunkt omkring et vægttab. De samme 5 kilo, som ryger af og på, men som hverken har gjort mig mere eller mindre glad igennem årene.

2015 var det år hvor jeg besluttede mig for at slutte fred med min krop.

Så jeg vil ikke hetze min krop mere. Jeg vil ikke byde den en fascistisk detox, bootcamp eller andre januarløjer. 
Jeg vil i stedet forholde mig til hvad der er mit reelle problem, hvad jeg har lyst til og brug for at gøre, for min krop i en kærligheds- og ikke krigserklæring.

Mit problem er at jeg spiser for meget sukker. Slik. Chokolade og kager. Jeg er et sukkermonster og i al ærlighed, så snakker vi ikke bare lidt en gang imellem, men det har været hver dag i lang tid og jeg er officielt sukkerafhængig.
Og det har jeg ikke lyst til at være, for det giver mig nogle kedelige problemer med min krop, som jeg gerne vil give den gave at være foruden.

Det er:
1: Jeg får ikke spist nok af alt det jeg har godt af. Som grøntsager og får drukket nok vand.
2: Jeg får nogle små udslæt, som kløer og er ubehagelige.
3: Jeg mistænker, eller håber, at en bedret kost, vil give min søvn bedre betingelser.
4: Jeg prutter. (Undskyld!), Men det gør jeg og jeg har ondt i maven tit.

Til trods for at jeg i mange af livets andre aspekter er meget seriøs og ambitiøs, kender jeg min manglende rygrad hvad dette angår. Når Rittersporten med nougat ligger og lurer på mig nede i Netto... mmm... sammen med Tobleronen og bløddejssneglen.

Så her vil jeg hellere sætte mig nogle gode guides, som er nemme, overskuelige og mulige at overholde, og som har god effekt.
Ikke i forhold til vægttab, for det er ikke målet, men i forhold til at kunne mærke en bedring i min krop og mærke at den bliver gladere.

Så det jeg vil gøre er helt enkelt. Det er ikke odiøst og du er velkommen til at lade dig inspirere eller hoppe med.

1: Jeg vil spise 600g grønt om dagen. Meget gerne råt. Både fordi det er godt for kroppen, gummer, mm., men også fordi det er nemt. At bare kunne snitte hvidkål, i stedet for at det skal tilberedes. Så er der større chance for at det lykkes.
2: Jeg vil drikke 2L vand udover det jeg drikker til træning, så jeg ved at min krop er hydreret.
3: Jeg vil undlade at spise slik. Jeg må godt spise mørk chokolade. Jeg vil ikke være asketisk med dette, for jeg ville virkelig være glad hvis jeg kun spiste mørk chokolade i hverdagen. Så der har jeg tilladt mig selv at gnaske løs. Jeg læste engang en artikel med Anne Bech, som sagde at når hun blev lækkersulten drak hun en kop urtethe. Jooohhh... men der kender jeg nu alligevel mig selv godt nok til at vide at det ikke helt er nok. Så mørk chokolade er ok.
4: Jeg vil gå i seng imellem kl. 22-23.

Hvis du har lyst, så vær med - det er jo ganske enkelt. Skriv lige i kommentaren hvis vi skal være i samme båd :)
Og ja, jeg kommer helt sikkert til at dele lidt inspiration på Instagram. Det bliver ikke fancy, lange opskrifter på mad, men nemme og sunde løsninger, som alle kan købes i Netto :)

Kærlig hilsen

Kirk Rønler

Du kan følge mig på Instagram.

Se i fuld størrelse

Se i fuld størrelse

Se i fuld størrelse

Se i fuld størrelse

Se i fuld størrelse

Se i fuld størrelse

Se i fuld størrelse

Se i fuld størrelse

Midt imellem kropskrig og det at blive selvstændig!

Jeg har besluttet mig for at 2016 bliver et fanfuckingtastic rockstar-år. Og sådan bliver det bare.

Ikke fordi 2015 var et dårligt år, for det var det ikke. Det var et virkelig spændende år.

Et år, hvor mange eksistentielle spørgsmål dukkede op i mit liv, allermest udløst af at blive selvstændig.

Det har været en renselses-proces på mange måder. Ikke kun fysisk i mit hjem, hvor jeg har solgt ud af fortidens minder om et fælles hjem og tøj jeg alligevel aldrig får brugt, men også mentalt og i mine relationer.

Det blev et år, hvor jeg fik sagt farvel til seneste forelskelse, som gav mange tanker om tilgivelse, hvordan, hvor og hvorfor og for hvis skyld?

At slutte fred med min krop

2015 blev også året hvor jeg tog de første skridt til at slutte fred med min krop.
Det var også et år hvor jeg sagde farvel til ikke kun én men to relationer, tidligere veninder, som jeg har kendt i henholdsvis 6 og 15 år. Men de seneste år var det ikke en sund relation for mig, så spørgsmål om hvor vidt relationer skal bestå qua anciennitet eller kærlighed, opstod og resulterede i at jeg på populær-dansk slog op med den ene. I det andet tilfælde blev jeg slået op med. Mindst ligeså lærerigt og givende, selvom det er noget jeg oplever at vi danskere er enormt konfliktsky omkring. 

Manøvren med at blive selvstændig har lært mig at mærke efter og pludselig var der tanker omkring hvorvidt min karriere havde været et resultat af et drive baseret på titler, lyst til at arbejde med det jeg har gjort, et resultat af at være vokset op med reklamesnakken hen over nakkestegen... refleksioner som alle sammen ledte til spørgsmålet om hvor vidt jeg egentligt nogensinde har drømt om at være marketing ansvarlig.

Og i virkeligheden er fortiden irrelevant, men henledte selvfølgelig spørgsmålet om hvad ville jeg så?
Hvad var vigtigt for mig og ikke mindst hvad var vigtigst når nu jeg skulle vælge? At kunne køre i en lille lækker dyt eller bo hvor jeg gør? Frihed eller økologisk mad?

Det er tanker som for mig har været specielle i 2015, men som jeg tror langtfra er så skide specielle for os mennesker i det store hele. Så jeg har tænkt mig at dele dem med dig løbende.

Jeg håber du har lyst til at læse med og måske dykke ned i nogle af de tanker som er relevante for dig.

Kærlig hilsen

Kirk Rønler
 

Hvis du har lyst til at følge med behind the scenes, så følg mig på Instagram.

Se i fuld størrelse

Se i fuld størrelse

Se i fuld størrelse

Se i fuld størrelse

Se i fuld størrelse

Se i fuld størrelse

Se i fuld størrelse

Se i fuld størrelse

Når juleformen skal foreviges... i badetøj!

Som du måske læste den anden dag, er min indre vandhund noget så lykkelig for tiden.
Jeg har indgået et samarbejde med DGI-byen i København og jeg glæder mig vildt meget til at skulle prøve både fridykning, mermaid fitness og meget mere.

I morgen skal jeg til saunagus for første gang og jeg er spændt på hvad det er. Jeg har ikke prøvet det før og ved kun lidt om det, at det er noget med nogle forskellige olier.

Og så kommer søde Kaare fra DGI-byen, fordi han skal knipse et par billeder.... jaiks, manner, så kører vi den ind med billeder i badetøj lige efter jul. Og lad mig bare være ærlig... selv en træningsnørd der elsker at bevæge sig, kan have en sød tand. Det har jeg og jeg har mæsket mig i farmors småkager og nå ja, så er jeg også en sovsepige, så lidt gøjseren har jeg altså på, over at juleformen, nu skal foreviges... og så endda i badetøj.

Men pyt!

Jeg er sikker på at det også bliver en super dejlig oplevelse og jeg glæder mig til at kunne fortælle dig mere om det.
I samarbejde med DGI-byen, har de været så mega cool at de har valgt at sponsere 1 saunagusoplevelse inkl. indgang til DGI-byen for to.
Hvis du vil have mulighed for at blive en af de heldige, så sign up til nyhedsbrevet herunder allerede i dag.

Bloggen omkring aktiviteterne i DGI-byen laves i samarbejde med DGI-byen.

Den dag jeg blev kaldt danser!

Som barn og teenager var jeg konkurrencesvømmer og før det rytter.

Det er to sportsgrene, som har det til fælles at de fostrer motorik-mongoler.
Som svømmere er vi ikke kendetegnet ved en god motorik og da slet ikke danse-skills.
Her er jeg ked af hvis jeg får fornærmet et par svømmere og ryttere undervejs. Det er ikke tanken. Men mere for at sige - jeg kommer ikke fra en familie hvor dans var normalt. Jo, altså lidt trippen rundt om juletræet, bevares - men ikke dans.

Men jeg elsker at danse.

Det har jeg hele mit voksne liv elsket.
Både derhjemme, i badet og på barer.

Jeg har øjeblikke fra dansegulvet, der til trods for et par velvoksne drinks, står lysende klart. 
Det ene på det der dengang hed Kulørbar i Boltens Gaard. Jeg husker ikke hvad han hed, men husker at han kunne danse. Svedige og med lys i øjnene forsvinder alt omkring os og i det øjeblik hvor jeg læner mig tilbage i et par arme der holder mig, med sommernatten trængt helt ind i sjælen er jeg lykkelig.

Bare lykkelig.

Dans kan noget. Faktisk meget. 
For mig har det altid været et frirum og hvad angår mænd.... hvis de kan få mig til at grine, er de virkelig langt. Kan de rocke en hvid t-shirt og jeans i bare fødder og fortælle røverhistorier er jeg solgt. Men kan han danse. Og danse med mig. Så har jeg ikke flere barrierer. Det betyder så meget for mig og det er både noget af det mest tætte jeg kender at kunne danse sammen, det frækkeste og dejligste.

Nå... men mændene til side, selvom flere vidunderlige dansehistorier, og mange andre, dukker op i hukommelsen :)

Kirk & danseren

Jeg er i dag blevet kaldt danser.
Hvis du havde sagt det til mig for bare 2 år siden, havde jeg grinet højt.
Men det er jeg. Danser.

Og jeg er kommet i virkelig fint selskab og jeg er så pissestolt!
Tak til Mie Moltke for at være en evig inspiration og for at tro på at jeg kan fylde Groove dansegulvet hver torsdag i det nye år i Soulhouse. Jeg er så spændt og glæder mig så meget til at give dansen videre til skønne mennesker.

Den dans, som har givet mig så meget. Evnen til at være ligeglad med hvad andre synes. Værktøjet til at tjekke ind med mig selv, hvordan jeg har det og ikke mindst evnen til at nyde, lære, lege og være både rocket, fræk, sensuel, kvindelig, girly, cowboy'der og så meget mere.
Stor, stor kærlighed herfra.

Kirk & Groove

Jeg er en stolt danser i dag. Tak!

Kærlig hilsen

Kirk Rønler

Se i fuld størrelse

Kirk uden Bodyseed

Bodyseed var min første virksomhed. Det var navnet udadtil. Hos SKAT står der stadig 'bare' Rønler som virksomhedsnavn og det forbliver.
Men Bodyseed som du måske kender det, er omdøbt. Jeg har valgt at samle alle mine aktiviteter under ét navn; mit eget. Kirk Rønler.

Det har krævet et par tanker, refleksioner og gode samtaler over et par glas vin med mine sparringspartnere, for var det nu det rigtige at lukke Bodyseed, som flere kender?
Og ikke mindst: Var det rigtigt at bruge mit eget navn? Og hvad følger der med det?
Bodyseed var skabt for at inspirere undervisere, men sandheden var at det ikke var undervisere der købte sig ind på workshops, men i stedet primært udøvere. Og så blev det sådan, at workshops og forløb i stedet blev designet til udøvere.

Bodyseed navnet er fundet på af min dygtige og meget kreative veninde Signe, som forstod at det jeg gerne ville, var at plante et frø/en idé/en tanke i kroppen hos mine elever. Navnet diskuterede vi midt i min nevø's 1 års fødselsdag og senere den aften skrev Signe navnet til mig i en sms. Det er da ret fantastisk!

Kirk & Inspirationen

Ambitionen er stadig den samme. At jeg gerne vil inspirere og jeg vil også stadig gerne plante et frø. I dag måske mere af en anden karakter, i kategorien selv-kærlighed og opmærksomhed til os selv. Men ambitionen er den samme; at give dig noget med hjem. At inspirere dig.

Modtagelsen af bloggen har været helt vildt overvældende og hvor har det været stort at få mails og beskeder sendt, at det jeg har skrevet, har gjort en forskel for dig derude. Det er det vigtigste for mig og så bruger jeg gerne mit navn til det :)

Bodyseed har været kendt for at levere inspirerende workshops, sjove træningsevents af høj kvalitet og forløb med mig selv og nogle af Danmarks dygtigste ved roret.

Og det skal jeg fortsætte med, men nu i eget navn.
Igennem de små 3 år Bodyseed har eksisteret er det blevet til mere end 60 events med både Marina Aagaard, Hilde Gudding, Nomi Kronberg, Torild Thornsohn, Louise Justesen, Nicolai Back, Camilla Malmberg, Lin Samuelsen, Charlotte Ringbæk, Maj Rames. m. fl.

Jeg har været så ufatteligt lykkelig over at de her dygtige mennesker har haft lyst til at undervise i Bodyseed. Tak for det og tak for Jer! Det er helt sikkert ikke det sidste vi kommer til at lave sammen.

Træn sammen med Kirk Rønler

Du kan stadig træne sammen med mig, på forløb kun for kvinder eller til sjove og inspirerende træningsevents, hvor jeg i vanlig stil udfordrer de gængse rammer.

2016 byder på så mange nye spændende muligheder og jeg glæder mig til at fortælle dig meget mere om dem, og om hvordan det kan komme dig til gavn.

Indtil da, hvis du har lyst til at træne hos mig, så se med her, hvad der er af forløb, events, mm.

Kærlig hilsen

Kirk Rønler
 

Det tog mig 25 kig og en lineal før jeg så min numse!

90% af alle kvinder ser deres krop 25% større end den er. 

Det er sgu da et crazy tal - det er jo nærmest os allesammen. Og jeg kender det fra mig selv. 
Da jeg skrev bloggen om nøgengymnastik og den om rigtige, nøgne kvinder, læste jeg netop denne statisik. 
Billedet herunder er det billede der fulgte med sidstnævnte blog og når jeg kiggede på det, tænkte jeg at jeg havde den 2. største numse. 

Og lad mig sige først som sidst: den her blog handler ikke om hvilken størrelse numse du har, men om at vi ser os selv forkert og større end vi er. 
Jeg har nok kigget på det billede 25 gange, sat det op i mail og blog, men først efter mange gange ser jeg at min numse ikke er størst. Jeg overvejer det i hvert fald. Frem kommer linealen fra folkeskolen, den med Disney figurer på. Og jeg måler. Og bliver faktisk ret glad, lige efter at jeg er blevet overrasket. 

Min numse er mindst

Min numse er en lille smule mindre. Men om den så havde været samme størrelse, så havde jeg jo stadig ikke set det. For jeg så at den var større. 

Jeg praler ellers altid af at kunne se om et billede hænger skævt, hvor mange centimeter noget er (altså ikke noget frækt, men eks. afstand imellem to billeder :)), men i det her tilfælde var min matematiske opfattelse forskruet af min kvindehjerne. 

Og det er jo virkelig ærgerligt.

For i samme periode har jeg talt lidt grimt til min krop. Argumenteret at den jo nok også var lidt større, min numse, fordi jeg er 10 år ældre og højere og der var mange argumenter.
Men sagen er jo, at den ikke var større. 

Det har givet mig nogle tanker omkring hvordan jeg ser min egen krop. Så jeg øver mig i virkelig at kigge på den. Ikke op imod andre, men bare mig og mit spejl. Og bare kigge. 

Og den havde jeg lyst til at give videre til dig - kig på din krop. Og tal pænt til den :) 

Kærlig hilsen

Kirk Rønler
 

Hvornår har du sidst rørt dig selv?

'Den næste sang er dedikeret til dig og til at du kan røre dig selv. Til at give dig selv omsorg og mærke din krop'. Ordene kommer fra søde Mie Moltke under Feminine Flow. 

Kirk & Feminine Flow

3. gang jeg er til Feminine Flow skal vi røre os selv. Vi havde om 2. chakra og i mandags til flow var temaet 'beundring'. Begge gange har der været sange dedikeret til at røre os selv. 
Et spændende tema, som jeg tror vi kvinder er gode til at dyrke ved andre, men sjældnere omkring os selv. 
Grænseoverskridende? Det tror jeg vist nok! 

For selvom jeg er et fysisk menneske, der virkelig nyder at kramme, røre, holde i hånd, sove i ske og som virkelig kan savne at vågne op om morgenen ved siden af et andet menneske og kravle ind til varm hud, lade hovedet falde til ro, lige dér på skulderen og lade næsen finde vej ind til en hals der dufter af i går, så er det noget andet at røre ved andre med omsorg og kærlighed og så røre ved mig selv. 
For mig har der ligget noget ultrafeminint ved at røre ved sig selv og hvor gik grænsen i øvrigt imellem selvkærlighed og polsk havneluder-agtige tendenser? Jeg har aldrig tidligere opfattet mig som super feminin, måske egentlig heller ikke feminin som sådan. Jeg har været sådan en bulderbasse, ud over stepperne-fikser-typen med fokus på deadlines, to-do lister og karriere.

Men for fa'en hvor er det rart.

Når først jeg lige kom over 'Åh, gud hvad nu hvis de andre tror.. xyz' og så kunne du ellers indsætte alskens udu i den sætning. Men det gør de jo ikke, for jeg beundrer i virkeligheden selv når en kvinde kan røre ved sig selv. Og nej, vi snakker ikke nødvendigvis om at onanere eller noget som er seksuelt. Men en omsorg og en connection til sin egen krop. Til min krop. Den jeg har hadet og frastødt i så mange år. Den jeg har tævet med effektiv og tung træning,  for at nå ambitionen om et kvindeideal og en bikiniklar krop - hele året! 

I mandags skulle vi igen lade vores egne hænder kærtegne kroppen. Og så stod jeg der og tog mig selv i at tænke: Hold kæft manner, det kører da egentligt meget godt og jeg var glad for min krop. Jeg mærkede faste lår, bløde bryster, smukke kraveben, en lidt blød mave som faktisk slet ikke er så tyk som jeg nogengange går og bilder mig selv ind. Jeg så også fødder med ar efter operationer og hvide Vitiligo pletter. Men der var ro indeni. Det er jo mig. Det er min krop. Og den fortjener kærlighed, omsorg og opmærksomhed. Den er ikke bare et hylster som bærer rundt på mig som jeg er dis-connected fra. 

Så jeg er begyndt at tage mig tid når jeg vågner eller går i seng til at røre ved min egen krop. Efter badet smører jeg mig ind i creme, tager mig tid og giver min krop mere opmærksomhed. Og i øvrigt kigge på den med kærlighed i stedet for at 'skælde den ud' og tale ned om den. 

Det lykkes ikke hver gang, men jeg øver mig. For kærligheden skal komme indefra.

Kærlig hilsen

Kirk Rønler

Jeg har lovet at være nøgen!

... okay, kun næsten nøgen!
Lige nu træner jeg hos den vidunderlige og dygtige Jette Grant som er the Grand Mother indenfor Mensendieck træning. Hun er så mega sej og cool og jeg har stor respekt for hende. 

Jeg skal anmelde Mensendieck i København og har nu været afsted 2 gange. Én gang for at blive trænet selv og én gang for at overvære en træning med to modige kvinder. 

Kirk.... næsten nøgen

Det er nemlig sådan at i Mensendieck træner man kun i et par trusser. Jeg har selvklart haft alle mine trusser fremme på spisebordet og har lavet den klassiske test med røven i vejret foran spejlet for at se hvilke af dem, der var mindst gennemsigtige. 
Da jeg var der i tirsdags, havde jeg altså både trusser og en lille trekantsbh på. Kunne ikke rigtig få mig selv til at kun have trusser på. Og hvorfor egentlig? 
Altså Jette er 72 år gammel. Og hun har arbejdet med Mensendieck og kvinder i flere år end jeg har levet. Mon ikke hun har set lidt af hvert? 

Så nu har jeg lovet at når jeg kommer og træner i morgen tirsdag, så er det kun i trusser. 
Altså jeg ved godt at det kun er mig og hende i det rum. Jeg ved også godt at inden i mig bor en hippie og at jeg har dyrket fællesbad som frivillig på Grøn Koncert med en Tuborg i hånden... men jeg synes altså det er lidt grænseoverskridende. Men på en eller anden måde glæder jeg mig. 
Jeg har i hvert fald tænkt mig at tage min ja-hat på og gøre det! For hvad er egentlig det værste der kan ske? 

Jeg vender tilbage med en fuld anmeldelse af Mensendieck aka Nøgengymnastikken senere på ugen - stay tuned! 

#hvadmanikkegøribloggingenstegn :) 

Kærlig hilsen 

Kirk Rønler

At mødes med en anden ukuelig original!

Et møde med Soulaima Gourani

Fredag formiddag bød oprindeligt på en løbetur med Soulaima Gourani i København. Heldigvis fik jeg overtalt hende til at det blot blev en gåtur. Begge mine fødder er opererede og jeg kunne bare se det for mig... mig halsende efter Soulaima i fuld galop, mens jeg prøver at stille nogle relevante og pissekloge spørgsmål! Jeg tænkte en gåtur var at foretrække, og som sagt så gjort :) 

Kirk & Storm P.

Min far har altid citeret Storm P., som en del af hans forældreskab og min opdragelse og særligt citatet: 'Vi fødes alle som originaler, men ender som kopier', har været fundament for mange argumenter.
Hvis jeg kom hjem fra skole og sagde noget i stil med 'De andre har/gør/siger', sagde min far altid: 'Hvis de andre hoppede ud fra et højhus, ville du så gøre det samme?!'. 
Både min mor og far har kultiveret at jeg skulle være min egen. Min mor gjorde det klart for mig i en tidlig alder at ved at stikke næsen lidt frem og være sig egen, måtte jeg samtidig forvente at få nogen over snotten. 
Og det har jeg da også. 
Men jeg har også følt mig ensom på den vej der var min egen. Fordi jeg netop ikke passer i nogen særlige kasser, ikke følger normen, skyer det konventionelle og elsker episoder som da jeg i tårnhøje stilletter på reklamebureauet læser Børsen og spiser figenstang samtidig og min chef siger: 'Kirk, du er virkelig ikke til at segmentere og sætte i bås. Børsen og børneslik - det giver slet ikke mening'. 
Og selvom jeg nok opfattede at landechefen for et internationalt reklamebureau havde værdsat mere hvis jeg var lidt nemmere at håndtere, for med sin egen kommer der jo de samme udfordringer ledelsesmæssigt, at jeg ikke er ligesom alle de andre, var det alligevel en ultimativ kompliment i min verden. Figenstænger, and all.

Soulaima Gourani

Soulaima Gourani har haft en heftig opvækst. Det er vist den korte udgave. Med mobning, mange flytninger, at blive smidt ud af skolen, lærere der sagde til hende at fordi hun var mørk, hed Soulaima og var fremmed, så skulle hun ikke tro at hun var noget. 
Hendes historie er vanvittigt inspirerende og samtalen i fredags, kom langt omkring - også en del omkring kvinder, krop og vægt. Om hvordan man behandler sig selv og andre med værdighed, som er en af Soulaimas mærkesager. Alt det lover jeg at vende tilbage til. 
Men mest indtryk gjorde det nok at også hun har været ensom i hendes rejse, den rejse der også er taget af en enspænder, en original, som aldrig mente det som alle de andre mente, som ikke er bange for at ytre sin mening højt, også selvom det ville være nemmere at lade være. 

Det var så befriende og inspirerende at gå der, i efterårets blæst og lytte til en kvinde som også er en original og lige der, midt i hver vores originalitet var der et fællesskab. 

Soulaima, tak for snakken og ærligheden! 

Sign up til nyhedsbrevet, så er du sikker på at få en mail når der er mere omkring samtalen med Soulaima. 

Kærlig hilsen 

Kirk Rønler 

En uge med nøgengymnastik og interview i løb

Kirk & Bridget Jones

Den næste sport jeg kommer til at anmelde bliver Mensendieck Gymnastik.... mit første spørgsmål til invitationen var: 'Er det ikke det der gymnastik hvor man ikke har tøj på?!', en anelse kajet ved tanken om at skulle stå der helt splitter-ragende. 
'Jo... altså, du må godt have trusser på'. Siger Jette Grant, min kommende Mensendieck lærer. Hmmm... tænker jeg og fortsætter: 'Hvad med brysterne...? Sportsbh? Bh? Ølkapsler?'. 

Så på torsdag går turen til Vesterbro, København. Ind til Jette. Jeg har allerede pakket mine Bridget Jones trusser og tænker... 'Gad vide om min lærer heller ikke har tøj på?'. Du kan læse med på bloggen om den oplevelse snarest. Ved ærligt talt ikke helt hvad jeg skal forvente mig, men jeg går til det med et åbent sind! :) 

Nyt koncept på bloggen! 

Fredag i denne uge, snører jeg løbeskoene. Snører løbeskoene! Smag lige på den! For måske husker du, ikke bare en men flere posts om at jeg virkelig ikke er den store løber.
Det er jeg stadig ikke, men et nyt koncept på bloggen er, at jeg samtaler med skønne kvinder, før/under/efter deres træning om kvinder, krop og samfund. Det bliver topspændende, for den første kvinde der har sagt ja, er Soulaima Gourani. 

Jeg kender Soulaima fra træning, du kender hende måske fra Miss Fitness i 1995, fra et af hendes utallige foredrag eller en af hendes bøger, eksempelvis om hvordan du skaber din karriere og et netværk. Eller måske kender du hende, fordi hun er protektor for Global Dignity som arbejder med værdighed blandt unge og som også er med til at bringe kropsidealer ind i diskussionen blandt unge mænd og kvinder. 
Hun er med få ord: Ret så sej! 
Og jeg synes selvklart at det er mega sejt at Soulaima, eller Sylle som jeg bedst kender hende som, har sagt ja til at mødes. At det så bliver i et par løbesko, ja, det tager jeg med - og jeg glæder mig allerede! 

Kærlig hilsen

Kirk Rønler

Jeg vil slutte fred med min krop..

For noget tid siden besøgte jeg min kropsterapeut med én ambition på agenda'en: Jeg vil gerne slutte fred med min krop. 
Netop dette ønske er hele bevægegrundlaget med denne del af bloggen. 
Eva, som hun hedder, spurgte mig ind til hvorfor? 
Til det svarede jeg at jeg har ligget i krig med min krop, så længe jeg kan huske. Flere gange om dagen har jeg hele mit teenage- og voksne liv tænkt på min krop. Været sur på den! Haft så mange sætninger og tanker som: 'Jeg burde også træne noget mere', 'Imorgen stopper jeg med at spise slik', 'Hvis jeg begynder på at danse, så taber jeg mig', 'Jeg burde også spise flere grøntsager', 'Når min kæreste kommer hjem fra udsendelse, så vil jeg stå knivskarpt og have tabt 5 kilo, så han synes jeg er den lækreste kæreste han kunne have'. 
Tanker der allesammen handlede om vægttab og at der var en masse ting jeg burde gøre anderledes. Til trods for at jeg aldrig har været overvægtig og i øvrigt har dyrket sport ligeså længe som de her tanker har været en del af mig.
Jeg kan huske tilbage til dengang jeg gik til svømning, som jo på mange måder er en sport hvor man har meeeeeget lidt tøj på, og at jeg tænkte 'Hvis jeg bare bliver ligeså tynd som Karin, så kan jeg få en kæreste/bliver jeg mere populær/så bliver jeg glad igen'.

De evige 3-5 kilo

Når jeg ville snakke med Eva om at slutte fred med min krop, var det fordi jeg i en oprydning fandt en gammel kalender. Jeg husker ikke hvad år den var fra, men det kunne have været et hvilket som helst år i løbet af de forgangne 20.  
I den var en side, hvor jeg sirligt uge for uge har noteret hvad jeg vejede og hvor meget jeg enten havde tabt eller taget på. 
Og det var de samme fucking 5 kilo som jeg netop var gået i gang med at ville tabe. IGEN.
Og som jeg havde forsøgt at tabe året før, året før det og mange gange før. De samme kilo. 
Jeg synes simpelthen det var så åndsvagt! Og det gjorde mig ked af det. 
Jeg kunne mærke at jeg havde brug for at finde ud af hvor de her tankemønstre kom fra og hvordan jeg kunne bryde dem og rent faktisk elske min krop som den er. 

Din røv ser stor ud

For mig har tankerne rod hos min mor. Jeg har hørt min mor sige præcis de samme ting højt til sig selv, også foran mig. Og så har jeg desværre hørt hende sige knapt så flatterende ting om min krop. Værst i hukommelsen er nok, at jeg engang da jeg gik i gymnasiet havde købt mig et par ternede bomuldsbukser. Som mest af alt mindede om et par pyjamasbukser. Det var datidens mode. I dag ville de ikke engang kunne gå ind under 'Loose fit' eller 'Boyfriend fit'. Det var de bukser der var moderne lige før de Liberty mønstrede bukser tog over - så er jeg sikker på du har et godt billede af dem.
Jeg var dengang en str. 36 og gik i gymnasiet. Jeg var langtfra den populære i klassen, så jeg var skidestolt af mine nye bukser som var totalt med på beatet! Lige indtil min mor sagde 'Din røv ser lidt stor ud i de bukser'. Nu skal min mor ikke have skyld for alt i dette liv, hun er en vidunderlig kvinde som har lært mig meget. Men lige dér. Forholdet til kroppen, ville jeg gerne have været foruden. 

Hvordan slutter du fred med din krop?

Jeg orker ikke at ligge i krig mere med min krop. Jeg har ikke lyst til at min mor, så mange år efter, stadig skal have et 'say' i hvordan jeg har det med min krop. Vi kvinder er så seje til at lave karriere, bestå vores uddannelser med bravour, blive forfremmet når det passer os, men når det kommer til forholdet til vores krop, oplever jeg selv og også i samtaler med andre, at vi er fremmedgjorte og ligger i krig.
At det er aldrig godt nok.
Så har vi ikke thigh gap. Så har vi for store dansehåndtag.
Damebladene maner til at vi skal tabe 5 kilo inden vi skal i bikini, at vi efter sommerferien skal tabe de kilo vi har taget på fordi vi har nydt livet med rosé og hvidløgsbrød. Næh, fy! Nu skal vi tilbage i form.
Jeg oplever ikke at det nødvendigvis handler om sundhed og om at have det godt i sin egen krop, men det handler om at nå nogle idealer som kun er få forundt, nemlig dem med et endnu mere forskruet kropsforhold eller dem med egen grafiker der kan retouchere. 

Jeg har snuset til en spiseforstyrrelse og troet at den eneste vej frem var at stikke en finger i halsen efter jeg havde spist. Men der er lykken heller ikke. Jeg har spist afføringspiller i troen om at det kunne løse mit 'problem'. Jeg hoppede sågar i 'Sådan tabte Medina sig' fælden og bestilte piller fra USA i dyre domme. Men lige lidt hjalp det. Jeg er en madglad pige. Jeg elsker god mad, god vin og så har jeg desværre en tendens til at trøstespise når jeg bliver ked af det.

Så nu prøver jeg.
At slutte fred med min krop.
Med appelsinhud, hvide pigmentpletter og det hele!
Og jeg tager dig med på rejsen.

Kan man knalde med lyset tændt, selvom man har appelsinhud?

Hvert forår sådan omkring marts-april måned går jeg igang. Med at skrubbe, lave øvelser anbefalet af diverse trænere, smøre creme på, sugekopper og hold kæft hvor har jeg købt meget gøgl og tingeltangel. Smurt, trykket, presset, masseret... Alt sammen for at slippe af med appelsinhud. På lår og baller. 
I år nåede jeg lige at finde olien, der lovede glat hud, fra sidste år frem, da jeg tænkte: 'Det skal fandme blive løgn. Ikke i år.' 
Man anslår at 90% af alle kvinder har appelsinhud. I mere eller mindre grad. 
Jeg har også. Og jeg har altid været ked af det og de sidste mange år reddet mig selv som en mare fra marts måned af, for blot at konstatere at det ikke var forsvundet når jeg nåede til bikinisæsonen. 
Jeg underviser en del og har alle dage undervist i lange bukser. Så, som noget nyt, og for at manifestere både lår og baller, med appelsinhud und alles, ja så underviser jeg nu i shorts en gang imellem. Og det er ret så fedt. 
For mig var der en helt særlig revolution der hjalp mig igang. Arh... revolution er måske så meget sagt. Men min smukke, toplækre roomie stod en dag i mit køkken. I trusser og en top. Med appelsinhud på låret. WHAT!??? 'Jamen, hvis hun har, så er det sgu okay at jeg også har!' Det var min tanke. At når så smuk en kvinde også havde appelsinhud, så herregud. Og denne vidunderlige sommertid hjælper godt. For det er jo bare at tage en tur på stranden og kigge. Så ser jeg en masse smukke kvinder. Med appelsinhud. Men de er jo stadig vildt lækre og dejlige! 

Så jeg satte mig for at undersøge hvad mænd egentlig tænker om appelsinhud og om de overhovedet ligger mærke til den.
En fredag aften over et par glas Aperol satte jeg 3 mænd i stævne og sidenhen en del af mine gode venner. Man kan selvfølgelig diskutere evidensen og derudaf i ægte Gallup-forstand, men tendensen var den samme, så selvom de ikke kan tale for alle mænd, var det nogle ret skønne svar der kom ud af det. 
'Hvad tænker du om appelsinhud? Turn off? Ligger du mærke til det?' 
Og bortset fra den kække i selskabet som helt stodder-agtigt fik svaret: 'De er så unge dem jeg knalder, at jeg ikke ved hvad appelsinhud er', svarede både de to andre og sidenhen kammeraterne at det ikke var noget der betød noget. Flere af dem ligger ikke engang mærke til om en kvinde har appelsinhud. 

Kirk & appelsinhuden

Så lad os skabe fred med den appelsinhud. De fleste af os har den alligevel. Og den må i hvert fald ikke blive grunden til at vi ikke tager på stranden, går i shorts, knalder med lyset tændt eller tager med i badeklub efter træning. Og når Beyonce kan rocke en scene foran tusindvis af mennesker med appelsinhud, kan jeg også rocke mit liv med min! 
Jeg har i hvert fald besluttet mig for at skabe fred med min. For hvis mændene er ligeglade og vi selv er ligeglade når andre kvinder har appelsinhud, er der vel for hulan ingen grund til at køre hetz på os selv. 
Jeg skrubber stadig, om end ikke ligeså hidsigt og med ligeså mange aggregater. Nu kører det bare med en helt basic handske fra Matas. Ikke længere i forsøget på at komme af med appelsinhuden, det er bare ren velvære :) 

Hvad siger du? Hvordan har du det med din appelsinhud? :) 
 

Kærlig hilsen 

Kirk Rønler